JEFSEN-RIIS-BLADT-TJALVE-RIDDELL
Danmarks dejligste jazzbassist Jens Jefsen har sat fire af sine favoritmusikere stævne til en koncert torsdag den 7. april 2022 kl 19:30. Her i Fikumdik er vi helt vildt stolte af at kunne lægge garage til nogle af Danmarks dygtigste jazzmusikere. Stilen er kontemporær jazz af den melodiske slags og musikken bliver originale kompositioner, standards, evergreens, ballader – altså en hel skøn blanding af alt det dejligste!
Jens Jefsen hører til blandt eliten af danske jazzbassister og har gennem snart en menneskealder vundet anerkendelse for sit lydhøre spil, der altid nurser øjeblikkets musik. Spillede i 70erne med mange trendsættende amerikanske musikere, som var på gæstevisit i Danmark. Nu med adskillige solo-albums i bagagen.
Hvem er det så Jens har sat i stævne…. hold lige godt fast og find dit flotteste torsdagstøj frem, for her kommer de så…:
Jesper Riis er ligesom Jens Jefsen fra Vejle. Jens har jammet med hans far engang. Jesper er en travl musiker og arrangør med hele Danmark som sin arbejdsplads. Desuden en dejlig medspiller og solist, som altid kommer med interessante udsagn. Jesper har spillet i Klüvers Big Band for år tilbage og er i dag at finde mange steder, hvor der er brug for en dygtig trompetist, der kan det hele.
Michael Bladt: En af den slags saxofonister, som andre musikere ser på med stor respekt. Det skyldes bl.a. pladsen i Klüvers Big Band (nu Aarhus Jazz Orchestra), hvor han ofte har demonstreret sine gode evner og et godt øre for musik. Han er god solist og en alsidig saxofonist, der ikke har problemer med at tilegne sig nyt musikalsk materiale.
Esben Tjalve: Har gået på Guildhall School of Music i London, men er ellers opvokset i Danmark. P.t. bosiddende i Århus. Har spillet med Cecilia Stalin, Jasper Høiby, Tim Giles, Toni Kofi, Ernesto Simpson. Esben, som desuden komponerer musik for mange filmselskaber, er en dejlig pianist i lillegruppeformat med sit gode øre og sans for harmonier.
John Riddell: Har allerede som trommeslager sat sig spor på den danske jazzscene med mange forskellige aktiviteter. Han har arbejdet med Aarhus Jazz Orchestra, Danmarks Underholdningsorkester, Palle Mikkelborg, Mads Mathias m.fl. Uddannet fra Jyske Musikkonservatorium, hvor han har specialiseret sig i big band musik og har opnået et kendetegnende og præcist trommespil. John er desuden en dygtig og lydhør medmusiker i lillegruppeformat.
Altsåååå vi vipper faktisk allerede lidt med jazzfødderne bare ved tanken om, hvor fint det her bliver!!
Dørene åbner kl. 18.30 – i skrivende stund skal du medbringe coronapas og mundbind. Til april ser verden forhåbentlig anderledes ud.