Mika Vandborg (SOLO)

Details
Date:

februar 12

Time:

20:00

Website:
Event Website
Venue

Fikumdik Kaffe

Trindsøvej 4

Aarhus, Denmark, 8000

Heldet følger jo de tossede… SÅ derfor er vi så heldige, at Mika Vandborg vil komme forbi Fikumdik og spille for os. Vi ved jo godt, at han spiller Råck-guitar i Electric Guitars og Love Shop, og i et hav af andre projekter med, men lørdag den 12. Februar kommer han helt solo med sine egne sange. Det er på dansk og der er ret fint 🙂 Se bare et uddrag af anmeldelsen fra Gaffa herunder:

“I en alder af 51 har Mika Vandborg, en af Danmarks travleste guitarister, begået sin første dansksprogede plade. Vandborg synger selv for, og det danske sprog klæder både ham og musikken. Hans stemme er lys og melodisk, sine steder indtrængende og kraftig, andre steder skrøbelig og bedende smertefuld.

På albummet lægger Mika Vandborg alle sine ydre personaer fra sig – heavyrockeren i ridestøvler med Electric Guitars, den indhyrede sidekick extraordinaire hos blandt andre Love Shop, Gnags og Ida Nielsen. I stedet stiller han sig modigt frem som faderløs far til to store døtre på vej væk hjemmefra – halvvejs gennem livet, hvor erfaringer og afsavn, opnåede mål og uopfyldte drømme, kæresten, eks-konen og farens gamle bil definerer tilværelsen.

Det er blevet til knugende, vemodige og luftige sange, nogle sorgløst lette som fnug, andre tyngede af tristesse, der alle arbejder sig ind på lytteren med beskrivende tekster og en musikalsk iscenesættelse, der er akustisk med let elektrificering på guitaren. Stemningen er intens og eftertænksom, og genlyt betaler sig, når lagene i sangene folder sig ud og lyser op…

…. Og det er netop en af de store forcer ved Den Danske – evnen til at skabe billeder i hovedet på lytteren. De danske tekster giver vinger til den indre film. I Vandborgs kærlighedssang til fædrelandet, “Elsker Danmark”, passerer scenerne for det indre blik; det bakkede landskab, blæsten fra vest, en fest i en bøgeskov uden for Skanderborg. Den sang var den første, han skrev til pladen, og den afslutter albummet fint og optimistisk. “Fra Skagen til klippeø, her vil jeg leve og dø.”

Pladens 12 sange kommer vidt omkring – fra klima, ekstremisme og erkendelsen af egen dødelighed – til den ægte kærlighed til kæresten, til børnene, til fædrelandet, til foråret og til det allerede levede liv.

Trods Mika Vandborgs store styrke som instrumentalist er det hele vejen sangene, der er i fokus. Vandborg har meget på hjerte, og musikken smyger sig elegant omkring ordene, og særligt guitaren – naturligvis – byder på oplagt underlægning, der altid kender sin plads. “Den Danske” er alsidig og umanerligt godt skruet sammen – ligesom forgængeren – og Mika Vandborgs første dansksprogede plade må ikke blive hans sidste.”

Vi glæder os rigtigt meget. Dørene åbnes kl. 19. Koncert start kl. 20.00.

Billeterne købes via Billetfix. (Link i begivenheden) eller i døren, hvis ikke der er udsolgt 🙂

Vi seeeees